Rasens historie da

Racens historie

Februar 2004 skrev jeg sammen med Wiegaarden/Tine Luther og fotogaf Wiegaarden/ Tine Luther artiklen. Fra løvejæger til familiehund, artiklen blev bragt i Dansk Kennel Klub´s blad "Hunden" . Teksten er gengivet længere nede på siden.

 

Fra løvejæger til familiehund

 

Rhodesian Ridgebacks historie startede i det sydlige Afrika. Europæerne, der kom til CapeTown i 1650’erne, mødte her hottentotterne, khoihoi som de kaldte sig selv og deres hunde. Hundene var ikke særlig store; de mindede i udseendet om sjakalen og

havde en “ridge”, som er en hårstribe på ryggen, der ligesom nutidens Rhodesian Ridgeback’s vendte den “forkerte” vej. Hottentotternes hunde var trofaste, vagtsomme og gode på jagt, noget som europæerne hurtigt lærte at værdsætte. Senere blev khoihoi-hunden krydset

med adskillige europæiske racer. Man formoder, at greyhounds, bulldogs, der dengang var mere langbenede, og pointer udgjorde grundstammen for den senere avl, der begyndte i det tyvende århundrede.

Desuden ved man, at storvildtjægeren Van Rooyen i sit avlsprogram for “The Lion Dog”, senere Rhodesian Ridgeback, også brugte Deerhound, Terrier og Collie. Racens første standard blev udarbejdet i 1920’erne med Dalmatineren som forbillede – dog uden at denne blev anvendt i avlen.

 

Jagt og beskyttelse

 

Europæerne brugte Rhodesian Ridgeback til flere formål. De blev anvendt til jagt; mest kendt er nok deres anvendelse til løvejagt, men de blev også brugt til jagt af andre dyr såsom leoparder, vildhunde, sjakaler, hyæner og bavianer. Under jagt arbejdede hundene i kobler, som opsporede byttet og indkredsede det.

Ved at cirkle omkring det og foretage skinangreb fastholdt hundene byttet, indtil jægeren nåede frem og kunne skyde det.

Denne jagtform krævede kolossalt mod og udholdenhed fra hundenes side, og den var ganske farlig. Det er givet, at der er gået mange hunde til under jagt.

Et andet af Rhodesian Ridgebacks vigtige formål var beskyttelse. De var gode til at holde uønskede gæster væk; boerne kunne være sikre på, at deres familier var i sikkerhed på farmene, når deres ubestikkelige Rhodesian Ridgeback var på vagt.

 

Usædvanlig hårdfør

 

Det giver sig selv, at Rhodesian Ridgeback er fremelsket som en usædvanlig hårdfør

hunderace. De skulle leve på minimalt foder og arbejde under ekstreme temperaturforskelle.

Terrænet var barsk; det var blandt andet stenet og tornet – og så lurede der fjender rundt omkring i det. Dels var der de giftige dyr som for eksempel slanger, og dels var der fjender som krokodiller, der lurede ved vandhullerne. Kun meget opmærksomme, selvstændige, stærke, robuste, adrætte og udholdende hunde kunne overleve på disse betingelser.

 

Mange anvendelsesmuligheder

 

I Afrika anvendes Rhodesian Ridgeback stadig til jagt i nogen udstrækning, og den ses hyppigt som vagthund på farmene. Efterhånden som den alsidige race er blevet spredt ud over verden, har man fundet mange anvendelsesmuligheder for den –lige fra vildsvine- og kængurujagt til schweissarbejde, væddeløb og pulktræk.

I Danmark går de fleste Rhodesian Ridgebacks som familiehunde, men nogle anvendes også til eksempelvis jagt, vagt, schweissarbejde og agility.

Den første Rhodesian Ridgeback kom til Danmark fra England i 1969, og siden har der været stadig stigende interesse for racen. Gennem de sidste fire år er der gennemsnitligt blevet registreret knap 60 nye eksemplarer hos DKK. Den danske specialklub, Rhodesian Ridgeback Klubben, blev stiftet i 1983.

 

 

Sætter pris på kontakt

 

Rhodesian Ridgebacks temperament bærer præg af dens fortid, i hvilken kun aktive hunde med evnen til at handle selvstændigt, også uden sin fører i nærheden, kunne overleve. Det er en selvstændig og rangstærk hund med udpræget flokfornemmelse og et stærkt beskytterinstinkt. Den kan pr. natur være reserveret, men må hverken være sky eller aggressiv.

Vi oplever jævnligt, at vores ridgebacks er reserverede overfor fremmede, fortæller Anne G.M.(Anne Dalsgård), som har haft racen i en årrække. Hvis jeg er ude at gå tur med dem, og vi møder en, hundene ikke kender, drejer de hovedet væk og ignorerer vedkommende, som om de nærmest er fornærmede. Når de har lært folk at kende, vil de gerne snakke, men de er generelt ikke “klappehunde”, så de bliver aldrig anmassende. De foretrækker at være i nærheden af deres mennesker, men har ikke det store behov for fysisk kontakt. Således elsker de at leve tæt med deres familie, og de følger helst deres mennesker, hvor de bevæger sig hen. Jo mere en Rhodesian Ridgeback er sammen med sin familie, desto mere afbalanceret bliver den.

 

Årvågen beskytter

 

Rhodesian Ridgebacken er en stille hund, som kun gør, hvis der sker noget usædvanligt, fortsætter A.G.M. ( Anne C. Dalsgård)Den er meget opmærksom, og skal nok fortælle, om der er noget på færde. Derfor tager vi det altid alvorligt, når vores hunde begynder at gø. Eksempelvis blev jeg vækket en nat ved deres gøen. Jeg stod op og kunne ikke umiddelbart se, der skulle være noget galt. Det viste sig, at en af vores heste, som stod i stalden, var syg. Den lå ned i boksen og sparkede. Den usædvanlige lyd fra hestens hove havde alarmeret

hundene, som gjorde opmærksom på, at noget var galt. Rhodesian Ridgebackens beskytterinstinkt er stærkt, men det opdager man ikke altid umiddelbart. Det har jeg et meget godt eksempel på fra en bekendt. En dag, hun lå og sov til middag, blev hun vækket af en mandlig bekendt, som var gået ind i soveværelset til hende, uden at hendes ridgeback havde reageret det mindste, så den blev hånet lidt for dens manglende vagtegenskaber.

Det skal lige fortælles, at hunden var bekendt med manden. Nogen tid senere gik min bekendte på en togperron med sin hund sidst på natten. Der var ingen andre – troede hun. Pludselig vendte hunden sig rasende om med tænderne klaprende i luften. Min bekendte vendte sig og så en lyssky mand løbe bort. Jeg er også tit blevet mødt med et “Gud, er det en vagthund”, når der er kommet gæster. Hvis vi ikke har registreret, at der er nogen ved døren, giver de et enkelt bjæf, men tager vi imod gæsterne, giver hundene ikke en lyd fra sig. Jeg synes, det er fascinerende, at de er så gode til at skelne imellem, om noget er farligt eller ej. Et andet

eksempel på denne skelnen er, at uanset hvor vagtsom en Rhodesian Ridgeback, du har, accepterer den altid børn. For mange år siden havde jeg selv en ridgeback, som var skarp, men den tillod alle børn at komme ind. Voksne kunne derimod ikke bare vade ind i huset.

Det er ikke nødvendigt at træne en Rhodesian Ridgebacks vagtegenskaber. De ligger dybt forankret i dens natur, og ved intensiv træning risikerer man at udvikle en urimelig skarp og vagtsom hund, som er mere til besvær end til gavn og glæde.

 

Få regler

 

Ønsker man at anskaffe sig en Rhodesian Ridgeback ,er det vigtigt at være realistisk omkring racen, fastslår Anne-G. M.( Anne C. Dalsgård) -

Det giver sig selv, at en race med sådan en baggrund er en ganske selvstændig hund.

Du får ikke så hurtig respons som fra eksempelvis en schæferhund. Vi har at gøre med

en viljestærk hund, som efter min mening ikke bliver lykkelig med for mange regler.

Sådan noget som intensiv lydighedstræning strider imod de formål, racen er fremelsket til. Rhodesian Ridgebacken er jo avlet til at tackle selvstændige situationer. Selvfølgelig kan de sagtens lære hverdagsting såsom at komme, blive på plads og lade være med at tigge og springe op i møblerne. Jeg synes ikke, at de er svære at opdrage, men det kræver konsekvens, og de skal behandles med værdighed. For hård opdragelse af sådanne hunde medfører bare, at de står af og gider ikke høre efter, hvad du siger. Vil du have mange regler og systemer med din ridgeback, kommer du til at kæmpe med det hver eneste dag.

Min erfaring er, at med forholdsvis få regler og masser af nærvær opnår du let en gensidig respekt med ridgebacken, og så har du en nem, omgængelig og kærlig hund.

På grund af racen´s baggrund er det også særlig vigtigt at sørge for, at den bliver socialiseret ordentligt fra den er hvalp. Det er klart, at dens livsbetingelser her er helt anderledes end hvis den skulle være løvejæger i Afrika. Det gør selvfølgelig en stor forskel, at vi her avler Rhodesian Ridgeback til familiehund, men alligevel synes jeg i forhold til de andre racer, jeg har haft, at man skal være lidt mere opmærksom på socialiseringen.

 

Fysisk afløb

 

En Rhodesian Ridgeback skal have motion hver dag gerne på en lang gåtur. Den bør også have mulighed for at løbe frit i det mindste i en stor have, så de kan få afløb for deres energi.

Som med alle andre hunde skal de også bruge hjernen, og det er spor gerne blodspor

formidabelt til.

Selvom det er en jagthund, har vi aldrig haft problemer med, at vores hunde ville strejfe. Ligeledes er det vores oplevelse, at de går fint i spænd med andre dyr. Vi havde endda engang en Rhodesian Ridgeback, der gik løs sammen med en kanin, og den gjorde aldrig så meget som forsøget på at jage den.

 

Copyright : Anne C. Dalsgård

 

Efterskrift: Dette blev skrevet i 2004, det var den viden/erfaring og de oplysninger, jeg dengang havde om racen. Har derfor flg. rettelser /tilføjelser til ovenstående. De første Rhodesian Ridgeback var i Danmark omkring 1966. Jeg oplever ikke i dag at racen har samme reserverethed som tidligere , samt at Rhodesian Ridgebacken generalt er blevet lettere at træne med og mere "klappehund", samt behovet for fysiks kontakt til mennesker er blevet større. Tilbage i 60´-70´-80´-og op midt i 90´ var der store problemer med sundhed og temperment,nogle var meget sky, blandt dem desværre også angst bider eller også var de aggresive. Der er vi kommet rigtigt langt avlsmæssigt rundt omkring i verden, sådan at vi i dag meget sjældent ser og oplever dette.